I samtalen om utroskab er vi ofte tilbøjelige til at udnævne den utro partner til “forræderen” og den anden partner til “offeret” eller den “forrådte”. Men hvem forrådte egentlig hvem først?

Det jeg skriver her er ikke et green-card, du kan vifte i hovedet på din partner for at retfærdiggøre, at du har været utro. Lad mig gøre det klart!

Men det er et skriv, der har til formål at belyse en meget overset vinkel i utroskabsfortællingerne. Nemlig den, hvor den utro partners handlinger, opstår på baggrund af års ensomhed, efter vedkommende har følt sig lukket ude af sin partners liv, følt sig overset og manglet en partner at have en tosomhed med.

Jeg havde på et tidspunkt et par i terapi. De var gift og havde et 25 års parforhold bag sig. Som så mange andre par, kunne de fortælle historien om hvordan presset fra børnefamilietilværelsen udfordrede deres parforhold.
Det kan være gået galt mange steder her – parret nævner blandet andet udfordringen ved at stå med to blebørn og amning, der optog al deres tid, så de ikke fik tid sammen. Da børnene blev ældre, blev det svært at prioritere alenetid, fordi børnene så og hørte alt og parret kom ind i en rutine, hvor deres samliv var hurtigt og diskret og alt alt for sjældent.

Vi adapterer til omstændighederne – også når vi får børn. Men en udfordring er, at når faserne er overstået, så glemmer vi at stoppe op og mærke, at nu er den fase forbi. Nu er vores børn store og vi kan faktisk prioritere hinanden igen. Hvis vi ikke har den bevidsthed med os, så kører vi derudaf i to parallelle spor og glemmer til sidst hvorfor vi valgte hinanden dengang for femogtyve år siden. Vi ender måske også med at vokse lidt fra hinanden og lever på en forudindtagethed omkring vores partner, som vi i bund og grund ikke rigtig kender længere – måske kender vi ikke engang os selv fordi, vi har mistet os selv i processen. Det er en dyd at holde fast i os selv som individ, når forældrerollen bliver tildelt os. Men det er et stykke arbejde, jeg vil råde alle børnefamilie-par at udføre og give opmærksomhed.

Hos det her par var det manden, der havde været konen utro over en periode på et par måneder. Det kunne lige så godt have været omvendt – det er ikke så vigtigt her, og vi skal ikke holde fast i kønsroller og den evindelige historie om, at manden er utro og konen er blevet trist og grå efter at have fået børn. For jeg ser mange forskellige scenarier og oftere end man skulle tro, oplever jeg, at de par, jeg har i terapi sidder med den præcis modsatte konstellation. Verden er i forandring, Husk det – mens du læser videre, for her bevarer jeg historiens oprindelige roller for autencitet.

Da utroskaben blev opdaget medførte det forståeligt en krise i parrets parforhold. Parrets fokus lå på hvor synd det var for konen. Som resultat af utroskaben blev hun vred, ked af det og usikker. Hendes selvværd blev påvirket og tanker som “er jeg ikke god nok?” så dagens lys. Det var hendes følelser, der fyldte alt og han var det lyttende øre, der undskyldte. Hun var offeret og han var forræderen. Men ikke på ét tidspunkt havde parret talt om hvilke følelser manden bar med sig og hvorfor han havde været utro. Det nysgerrige hvorfor, var højest blevet råbt som et anklagende “hvorfor gjorde du det?!” i parrets skænderier. Den form for kommunikation lægger op til et forsvar – ikke til, at man som partner åbner op for et indre lidende følelsesregister. For sandheden er, at selvom vi kan sige alverdens ondt om utroskab, så er der en forudgående smerte hos den utro i en situation som denne.

Det var altså først, da vi sad i terapien, at der var plads til at tage en samtale om mandens motiver og følelser.

En sidebemærkning her er – at det er forståeligt, at den forrådte partner, i sin smerte, ikke har overskuddet til at være nysgerrig på den utro partners indre følelsesliv. Men det er vigtigt, for her ligger ophavet til utroskaben og dermed den forandring parret skal foretage for at håndtere udfordringen. Derfor vil jeg til hver en tid anbefale, at I tager fat i en terapeut, når utroskab rammer jeres parforhold og får hjælp til at løse det. Det er en økonomisk og tidsmæssig investering at gå i terapi. Men de økonomiske og tidsmæssige, og enddog følelsesmæssige omkostninger ved en skilsmisse er langt højere. Tag det med i betragning.

Fra mandens perspektiv kunne han fortælle, at han i mange år havde følt sig ensom i deres parforhold. Al initiativ han kom med blev slået ned – også initiativet til sex og fysiske kærtegn. Dog var det ikke sidstnævnte han vægtede højest. Det, som ramte ham mest var, at han ikke kunne føre en samtale med sin partner. Enten afværgede hun ham eller svarede kun i halve sætninger. I flere år havde de ikke gennemført en fuld samtale uden, at hun var gået. Han var ensom og magtesløs. Han havde valgt ægteskabet og det monogame forhold, ja. Men han havde ikke valgt påtvungen cølibat eller et liv i ensomhed.

Et ja til ægteskabets monogami er ikke et ja til påtvungen cølibat

Vi har et ansvar overfor hinanden, når vi indgår i de monogame parforhold. Vi begrænser os, og inden for de begrænsninger skal vi stadig kunne trives og finde livsgnist. Alle – og jeg mener alle – kan opleve perioder med manglende sexlyst, depression, manglende motivation til at håndtere livets udfordringer, stress eller lignende. Det er ikke her problemet ligger – problemet ligger, når vi stopper med at forsøge at gøre noget ved det. De fleste partnere kan rumme perioder med manglende sex og andre livsomstændigheder, når de mærker, at deres partner er med i kampen og vil parforholdet det bedste. Men når vi giver op og samtidig kræver at vores partner lever under vores enerådige beslutning, så er det ikke længere fair.

Nu fokuserer jeg på sexlivet, da jeg jo arbejder som sexolog. Vores seksuelle drift er den næst største drift efter vores overlevelsesinstinkt. Det er her vores livsgnist, kreativitet og skaberkraft bor. Jeg vil vove den påstand, at du kan se på lyset i øjenene på et menneske hvorvidt vedkommende plejer sit erotiske jeg eller ej. Jeg ser forvandlingen, når jeg har klienter i terapi. Forvandlingen, der sker, når de åbner. Vores erotiske energi er nemlig en åben energi, der gør os åbne for verden og for livet. Her handler det ikke kun om sex i parforholdet. Det handler om det erotiske individ, vi også er. Det er en nødvendighed at dyrke, hvad end vi er i parforhold eller ej. Måske især i parforholdet – så hele vores erotiske jeg ikke er knyttet op på vores partner. Det handler ikke om at have sex med andre. Det handler i virkeligheden meget lidt om sex og meget mere om selvdyrkelse.

I en situation som ovenstående hvem forrådte så egentlig hvem først?

Var det manden, som gik ud og havde sex med en anden kvinde og talte fortroligt og delte det indre følelsesliv, hans kone ikke var interesseret i og ikke have været interesseret i, i mange år?

Var det konen, som havde lukket af? Som enerådigt havde taget en beslutning, der påvirkede hendes partner og satte ham i en fængslet tilstand hvor han skulle opgive lyst, begær og den tosomhed, han længtes efter?

Det behøver vi egentlig ikke finde et svar på. For jeg vil vove den påstand, at der ikke er noget svar. Dykker vi ned i det her parforhold, så vil konens svar på hendes lukkethed handle om, at hun har følt sig overvældet og alene med børnene. At hun har følt sig overset og hans tilnærmelser har virket ude af proportioner og uden nogen form for situationsfornemmelse.

Hans modsvar vil være, at hun aldrig kommunikerer, hvad hun har brug for, og at han er villig til at gøre alt for at hjælpe hende og gøre hende glad.

Og sådan kan vi fortsætte. For hver lille handling kommer på bagrund af en tidligere handling og vil medføre en kommende handling. Og så skaber vi en ring i parforholdet, som kører rundt og rundt og vi kan ikke løse den.

Den største grund til, at vi ikke kan løse den er vores behov for retfærdighed og vores behov for at finde ud af hvor det hele startede. Vi vil gerne finde kilden og deraf skyldplaceringen. Sådan fungerer vi meget som mennesker, og jeg tænker, at det er vores største hæmsko. At vi vil placere skyld frem for at tage ansvar.

Tage ansvar frem for at placere skyld

Hvis vi tager ansvar frem for at placere skyld, vil vores samtaler ændre fokus fra at være forklarende, forsvarende og angribende til at være opklarende, nysgerrige og forsonende.

Det kræver lidt at ligge retfærdigheden fra og os se på vores partner med milde øje. For på et eller andet tidspunkt hen af vejen er vi endt i en magtkamp og fordi vi begge kæmper for vores egen pol bliver parforholdets ressourcer pludselig en udtømmelige kilde. Men engang var vi et team. Dengang, vi var nyforelskede, hvor vi gav hinanden først og derfor altid lagde brænde på bålet med vores kærligheds nærende ild.

Man kan ikke give fra en tom æske

Men det kan være svært, at forblive et team, når vi tager hovedspringet ind i familielivet og de unikke skabninger, vi producerer, tømmer os for alt vi indeholder. For på et tidspunkt begynder vi at give fra en tom æske – og udfordringen her er, at det kan man ikke! En tom æske er tom!

Du kan ikke tage mere op af den æske og give det til andre. Hverken kærlighed, sex, et kram, et smil, overskud til at høre om din partners arbejde, elller en ja-hat til et forslag om en biograftur. Det helt forfærdelige er, at du kan ikke engang tage noget op af den æske og give til dig selv. Der er bare ikke mere overskud på kontoen – og her bliver det vores partner, vi vender os imod. Og her starter så magtkampen om hvem, der får lov til at gå mest ud, hvem der har fået mest søvn eller skiftet flest bleer. Alt sammen, fordi vi ikke har evnen til at fylde vores egen æske op. For det har vi lært er egoistisk – vi har lært at give til andre først. Vi har lært at yde før vi kan nyde.

Når jeg holder workshop plejer jeg at sætte spørgsmålstegn ved det faktum, at når vi inviterer gæster til mad, hvorfor skal gæsterne så tage først, når VI har stået og knoklet i køkkenet i flere timer for at lave et festmåltid af anden liga? Hvorfor skal vi ikke tage først? Som en belønning for vores hårde arbejde? Hvor kommer den tankegang fra? At vi altid skal kaste os selv under bussen for andre.

Kan du se alle temaerne, der udfolder sig nu? Og det hele startede egentlig som et spørgsmål om hvem, der forråder hvem først, når man er sin partner utro. Men det er et spørgsmål umuligt at svare på. For temaerne i parforholdet er så nuancerede og rodnettet går så dybt ind i parforholdets historie og vores egne sår og tidligere oplevelser eller barndommentraumer. Vi skal folde ud, åbne op og heale. Så I kan komme godt videre – sammen eller hver for sig. Det er et valg i har.

Kærligst
Alexandra Viktoria