Højsæson, Nytårsfortsætter & Skilsmissetanker

Som sexolog modtager jeg, lige nu, mange par, hvor tankerne om skilsmisse fylder mere end normalt. Og det giver mening. Vi nærmer os december og årsskiftet – en periode, der hvert år viser sig at være skilsmissernes højsæson. Det er her, mange mærker tydeligt, at noget i relationen ikke fungerer.


Er julen & årsskiftet skilsmissernes højsæson?

Det handler ikke om, at julen skaber problemer. Det handler om, at december tydeliggør dem. Vi tilbringer mere tid sammen i rammer, der skiller sig ud fra vores hverdag, og vi tager vores traditioner, forventninger og ”sådan gør vi”-overbevisninger med os ind i relationen. Det kan skabe en intensitet, som gør ubalancer i parforholdet mere synlige. Det krydrer vi så med familie og svigerfamilie, sukker og overtrætte børn. Husk også at nå i kirke, købe den perfekte mandelgave, lave det ekstra vilde drilleri fra Nissen og når ja, at trække vejret…!

Hvis I ikke længere passer sammen – eller er begyndt at glide fra hinanden – på parforholdets tre bærende søjler – fælles værdier, fælles drømme og fælles seksualitet – kan du opleve at stå i en dyb indre konflikt, især når kærligheden stadig er der. Det er en konflikt, der kan være svær at give sig selv klarhed i:

Skal jeg blive – eller skal jeg gå?

For at hjælpe dig lidt på vej med den uro, du bærer, giver jeg dig et afsnit i podcasten med kærlig hjælp til selvhjælp:

Episode #44 – Lyt lige, inden du bliver skilt!

Jeg taler om det pres, mange oplever lige nu, og jeg belyser skilsmisse og parforhold fra nogle ærlige, praksisnære vinkler, så du kan begynde at forstå, hvad der egentligt foregår – både i dig og mellem jer.

Også en kærlig opsang

Det er også en kærlig opsang. En opsang om balancen mellem dine krav, dine forventninger og din egen indsats. Et parforhold kræver, at vi møder op. At vi tager ansvar. At vi siger til, når noget gør ondt. En fælde, jeg ser i mange parforhold er, at vi ofte placerer skylden hos vores partner. “Hvis han nu ikke gjorde sådan… Så vil jeg jo heller ikke gøre…” Eller “Når hun først gider at…. Så skal jeg nok…”. Til mine klienter fortæller jeg altid om cirklen:

Cirklen er et symbol for dynamikken i parforholdet. Han udgør den ene halvdel af cirklen – og dermed den ene halvdel af dynamikken. Hun udgør den anden halvdel.

Og prøv så at fortælle mig, hvor starter og slutter en cirkel?

På samme måde kan du reflektere over, hvor dynamikken starter og slutter? Der er mange svar på det spørgsmål. MEN – Hvis du nu stopper med at deltage i din del af dynamikken, så kan dynamikken mellem jer ikke længere udspille sig. Så ved at ændre din del, kan du ændre hele dynamikken. DERFOR kan du også godt gå i “parterapi” alene. For når du arbejder med din del, vil det forstyrre jeres igangværende mønstre. Det fortæller jeg dig om i afsnittet. 

Jeg inviterer dig til at være kildekritisk over for den retorik, vi bruger om det langvarige forhold. Den måde, vi taler om hverdag, om rutiner og om “det gamle”, er ofte med til at underminere det, der egentlig betyder noget. Det langvarige parforhold fortjener mere end at blive kaldt leverpostej og hamsterhjul – og vi skal samtidig passe på med at romantisere alt det nye.

Livet består altid af både glæder og udfordringer. Du bestemmer, hvor dit fokus ligger!
Men hvis du kun ser udfordringerne i parforholdet og kun ser mulighederne ved at stå alene, så ligger det alene på dig.

I dette afsnit giver jeg dig et nyt perspektiv på, hvordan du kan forstå relationen – og dig selv – på en mere bevidst og kærlig måde.

Jeg deler ud af det, der fylder i mit terapilokale lige nu, så du kan lære af de mekanismer og erfaringer, andre står i.

Og fordi mange af jer (eksisterende podcastlyttere) har spurgt, deler jeg også et par ord om min egen skilsmisse. Ikke for at fortælle en sladderhistorie. Men fordi, der er vigtig læring i relationelle brud. Og fordi, det kan være hjælpsomt at høre, hvordan teori, erfaring og menneskelighed mødes i praksis.

Afsnittet er til dig, der mærker, at december trykker lidt mere på parforholdsknapperne.
Til dig, der går rundt med uro og ikke ved, hvad du skal stille op.
Til dig, der har brug for en kærlig opsang, et nyt perspektiv – eller motivation til at blive ved med at møde op i forholdet.

Jeg ønsker, du lytter med. Og jeg ønsker, det giver dig mod til at tage de samtaler, du ved, du skal have.

Kærligst
Alexandra Viktoria

📚 Litteratur, jeg anbefaler til dig, der går og tænker på skilsmisse:

  • Pas på familien – også når den går i stykker — Lola Jensen
  • Du kan helbrede dit liv — Louise Hay
  • Du kan helbrede dit hjerte — Louise Hay
  • Erotisk Intelligens — Esther Perel
  • Hvad utroskab kan lære os om kærlighed — Esther Perel
  • The Let Them Theory — Mel Robbins

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow Us -
Ig