Drømmer du om skilsmisse?

SÅ DRØM FÆRDIG!

Jeg er med på at det lyder noget vovet. Men nu skal du høre hvorfor jeg fortæller dig, at du skal drømme færdigt. 

Når du går rundt med tanker om en skilsmisse, kommer de med stor sandsynlighed fra et sted hvor du har en længsel efter noget andet. Derfor bliver dine tanker farvet af muligheder, forløsning og potentiale om det bedre, ved at blive skilt. Men det er ikke en balanceret tankegang. For det er en tankegang, der idylliserer skilsmissen og den frihed, der følger og ikke tager højde for alt det, der også følger med.




Derfor fortæller jeg dig, at du skal drømme færdig! Du bliver nødt til at drømme helt derud hvor du også husker at fantasere om 7/7 ordninger, julen uden dine børn. Den alt for lange periode efter skilsmisse-erklæringen er faldet og hussalget endelig er gået igennem – for slet ikke at tale om bodelingen og priserne på en bodelingsadvokat.

Kærligheden giver liv til kompromisserne. Så efter en skilsmisseerklæring vil konflikterne også trappe op, fordi de førhenværende kompromisser er blevet for dyre.

Alt det siger jeg ikke for hverken at skræmme dig eller for at tale dig fra en skilsmisse. Der findes mange situationer hvor en skilsmisse er det helt rigtige. Men der findes også situationer hvor en skilsmisse kræver en ærlighed og samtale på et niveau, der ville have reddet jeres parforhold, hvis du have fundet modet til at få dit budskab igennem inden du nåede skilsmisse drømmen.

Hvis du allerede står et sted i dit parforhold, hvor skilsmisse er begyndt at fylde i dine tanker. Så får du her en lille øvelse, der kan hjælpe dig på vej mod mere afklaring omkring din beslutning. 

Har du brug for mere hjælp og kærlig støtte, så ræk ud. Afklarende samtaler og et rum til at ventilere dine tanker og følelser, kan være lige det, du står og har brug for på nuværende tidspunkt. Det hjælper jeg dig meget gerne med.

God fornøjelse med øvelsen.

Kærligst Alexandra Viktoria

Refleksionsøvelse: Afklaring af skilsmisse tanker

1. Skriv de ting ned, som du drømmer om og længes efter lige nu. 

2. Skriv ned, hvordan forestiller du dig, at du vil opnå dem?

3. Drøm færdigt – skriv ned hvordan praktikken vil se ud med samværsordninger, juleaftener, fritidsaktiviteter, økonomi, din egen tid, kommunikationen mellem jer som expartnere mm. 

4. Skriv nu ned hvordan der bliver plads til dine længsler og drømme med den nye måde dit liv bliver på, efter en skilsmisse. 

5. Skriv ned hvordan der kunne blive plads til dine længsler og drømme i dit eksisterende parforhold. 


Læs dine svar på spørgsmålene – Kan dit nuværende liv give dig det du ønsker?

– Hvis ja, er det en god ide at arbejde på forholdet.

– Hvis nej: Vær sikker på, at du HAR kommunikeret dine længsler tydeligt til din partner og, at du har kommunikeret alvoren, så I har muligheden for at gøre noget, inden du vælger skilsmisse. 

Hvis skilsmisse er det rigtige for dig, så er det også okay. Du behøver ikke se dig selv som værende skurken. Tag ansvar for det nye liv, du nu skal bygge op. Og hav en ambition om at være den bedste samarbejdspartner omkring børnene. Så skal det nok gå. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow Us -
Ig