
Når utroskab rammer parforholdet
Utroskab er en af de mest smertefulde oplevelser, et par kan stå i.
Den rammer ofte både relationen, selvforståelsen og den fælles fortælling om, hvem vi er sammen.
Utroskab kan tage mange former.
Det kan være fysisk, seksuelt, emotionelt, virtuelt – eller en kombination.
Fælles for dem er, at der er blevet brudt en aftale om troskab og tillid, og at det skaber et dybt rystende brud i relationen.
I mit arbejde ser jeg ikke utroskab som ét enkelt valg, men som et komplekst relationelt fænomen, der kalder på forståelse, ansvar og forandring – så parforholdet kan få mulighed for at hele og fortsætte.
Mit faglige ståsted i arbejdet med utroskab
Når jeg arbejder med par efter utroskab, er mit udgangspunkt klart:
Jeg tager ikke parti.
Jeg arbejder nysgerrigt, respektfuldt og engageret med jer begge – med henblik på, at I kan nærme jer hinanden igen og få adgang til hinandens indre verdener.
Utroskab handler ikke kun om svigt.
Det handler også om længsler, ensomhed, værdier, grænser og relationelle mønstre.
Derfor følger samtalen om utroskab altid samtalen om troskab:
-
Hvad betyder troskab for jer hver især? Efterlever I det i parforholdet?
-
Hvilke aftaler – udtalte og uudtalte – har I levet efter?
-
Og hvordan ønsker I, at troskab, ærlighed og ansvar skal se ud fremadrettet?
Et faseopdelt forløb efter utroskab
Efter utroskab befinder par sig typisk i forskellige faser.
I terapien arbejder vi bevidst og struktureret gennem disse faser, så processen bliver mere overskuelig, og så I ikke bliver fastlåst i smerten.
1. Krisefasen – at skabe ro midt i kaos
Hvis I kommer i terapi kort tid efter utroskaben er blevet opdaget, befinder I jer ofte i en akut krise.
Denne fase handler om:
-
at rumme smerten, chokket og de sårede følelser
-
at håndtere konflikter og intense følelsesudbrud
-
at skabe ro nok til, at ingen af jer handler forhastet
Fokus er ikke på at “løse” utroskaben, men på at stabilisere situationen, så relationen kan bære det videre arbejde. Hvad I gør og siger i denne fase er lige så vigtigt som hvad i ikke gør.
2. Den redegørende fase – at forstå smerten på begge sider
I denne fase arbejder vi med, hvad utroskaben har kostet jer hver især.
For den forrådte partner indebærer utroskab ofte:
-
Tab af tillid.
-
Tab af den fortælling om parforholdet og livet, man troede, man havde.
-
Rystet selvværd.
-
Mistillid til egen mavefornemmelse – især hvis du har mærket, at noget var galt og er blevet mødt med løgn.
For den partner, der har været utro, har utroskaben også haft en pris:
-
Tab af integritet og selvbillede.
-
Smerte og indre konflikt ved at leve i uoverensstemmelse med egne værdier.
-
Skyld og skam.
-
Ensomhed i at have båret på problemer og behov alene – ofte længe før utroskaben.
Denne fase handler ikke om at udligne skyld, men om at skabe forståelse uden at bagatellisere smerten.
3. Helingsfasen – at rydde op og genopbygge tillid
Her arbejder vi mere direkte med den emotionelle skade, utroskaben har forårsaget.
Vi arbejder med:
-
Følelsesmæssig oprydning.
-
Heling af svigtet.
-
Genopbygning af tillid – ikke som en abstrakt idé, men som noget konkret og praktisk.
I får redskaber til:
-
Hvordan tillid kan genetableres over tid
-
Hvad der er nødvendigt for den forrådte for at kunne føle sig tryg igen.
-
Hvilket ansvar den utro partner må tage for, at tilliden kan vokse fremadrettet.
4. Begyndelsen på jeres nye parforhold
Når der har været utroskab, kan parforholdet ikke fortsætte uforandret. Utroskab kalder på forandring af de dynamikker og temaer, der er gået forud for utroskaben. Dette arbejde ligger som regel hos begge partnere i parforholdet.
Den afsluttende fase handler om:
-
At skabe et nyt fundament.
-
At definere nye aftaler.
-
At udvikle nye måder at være i relation på.
Det er her, I begynder på jeres nye kapitel – med større bevidsthed, tydeligere grænser og et mere ærligt udgangspunkt.
Vigtige dynamikker i arbejdet med utroskab
Fra min erfaring med de mange par, jeg har arbejdet med om at heale utroskab, har jeg oplevet nogle helt centrale udfordringer, som ofte opstår efter utroskab:
-
Den partner, der har været utro, ønsker ofte hurtigt at komme videre – drevet af skyld, skam og dårlig samvittighed.
Den forrådte partner har derimod ofte brug for gentagelse, tid og rum til at heale.👉 Jeg arbejder struktureret og effektivt, så I ikke bliver fastlåst i smerten, men kommer trygt igennem faserne. Vi laver en plan for forløbet, så processen føles overskuelig, og I kan se, at der er en vej videre, samtidig med at den forrådte partner føler sig set i sin smerte.
-
Den forrådte kan have svært ved at anerkende den utro partners perspektiv, fordi det kan føles som at acceptere eller godkende utroskaben.
👉 Sådan forholder det sig ikke. At du anerkender din partners perspektiv betyder ikke, at du godkender utroskaben. Jeg arbejder med specifikke terapeutiske greb, der gør det muligt at forene jer uden at udviske smerte eller ansvar.
-
Healing efter utroskab forudsætter, at I begge ønsker at fortsætte parforholdet. Det vil jeg derfor spørge jer direkte om i terapien – ikke for at presse jer, men for at sikre, at arbejdet har et fælles sigte.
Praktisk ramme
Forløbet starter altid med en fælles session, hvor vi sammen:
- Skaber en ramme for det arbejde, der ligger foran jer.
- Taler om, hvad I hver især har brug for, og aftaler, hvordan vi bevæger os fremad på en måde, der føles tryg og overskuelig.
- Tager pulsen på situationen, mærker smerten og sætter intentionen for, hvad vi ønsker at opnå – både på kort og længere sigt.
Efter den indledende session mødes vi i to solosessioner, hvor I hver især får et helt privat rum til at sige alt det, I bærer på.
- I får mulighed for at udtrykke jeres følelser – smerte, vrede, skam, skyld, sorg – uden at frygte, at ordene rammer eller sårer partneren.
- Det handler ikke om hemmeligheder, men om at kunne få det hele ud, ventilere uhæmmet og mærke sig selv.
- Jeg hjælper med at sætte ord på, give “undertekster” og forstå de dybere behov og følelser, der ligger bag det, I deler, så det kan bringes ind i fællessessionen på en måde, der skaber forståelse frem for konflikt.
Hvis ønsket er det, er der fuld tavshedspligt på solosessionerne, så I kan føle jer helt trygge.
Når vi igen samles i fælles sessioner, arbejder vi med faserne.
Forløbet købes som et kombinationsklippekort, så der både er struktur og fleksibilitet i processen.
Antallet af sessioner afhænger af jeres situation og behov, og tilrettelægges i samarbejde med jer.
